Pigen og Søndenvinden

Egentlig kan jeg ikke huske hvordan vi spillede den med min far. Jeg husker den som en del af nogle sange vi spillede en gang imellem. Det jeg erindrer er, at det virkelig var en festsang, folk dansede glade rundt, skrålede højt med på omkvædet. Nogle gange temmelig voldsom syntes jeg. Jeg var jo kun 11 år og fulde mennesker kunne jo godt virke lidt skræmmende på mig. Jeg følte mig dog tryg i min fars orkester.

I den ny version af Pigen og Søndenvinden leger jeg lidt med fornemmelsen af dansk folkemusik. Jeg mærkede, at da jeg fik skrællet harmonierne ind til de helt enkelte 4 akkorder begyndte den at forme sig. Teksten syntes jeg er smuk, sart og poetisk. En banal kærlighedshistorie, om en piges længslen og tro på den rene kærlighed.

Jeg ser hele tiden den her sarte led svævende dansende pige danse op af alléen og på markerne mellem kornblomster og fornemmer hvordan folk næsten samler sig omkring hendes dans, mens de selv nynner skrøbeligt med.